Cartridge

Siden begyndelsen af 2003 har de fire medlemmer af Cartridge haft en fælles ambition: At lave original og velkomponeret rockmusik som kan begå sig i hele verden.

Efter at have skrevet et par håndfulde sange drog de i slutningen af 2003 ud på de europæiske landeveje, hvor de satte koncerterne op undervejs i de byer de valgte at tage til. Det bragte dem bl.a. til spillesteder i Tjekkiet, Belgien, Frankrig og Tyskland, hvor de i Hamburg mødte to unge tyske musikfans, der ansporet af Cartridge’s indfangende numre besluttede at lave et pladeselskab, hvor de som det første band lavede aftale med Cartridge.

Records & Me udsendte i februar 2005 EP’en Nowhere Fast, der med fire yderst iørefaldende rocknumre, skabte store forventninger til bandet i både

Tyskland og Danmark, hvor EP’en udkom på Glorious Records i juni 2005.

Meget velspillede koncerter på såvel SPOT-festivalen i Århus og Roskilde Festival i 2005 har skabt yderligere tiltro til bandet, som allerede inden debutalbummet Enfant Terrible udkommer, har ligget på Det Elektriske Barometers førsteplads to gange. Først med nummeret Pale Blue Hands fra EP’en og senest med nummeret Tree Crowns, der er at finde på Enfant Terrible.

Samarbejdet mellem Records & Me og Glorious Records er fortsat med debutalbummet, og Enfant Terrible laves som et ægte joint venture mellem de to selskaber og bandet. Når Enfant Terrible udkommer i første uge af maj 2006, vil albummet udkomme i Danmark, Tyskland, Schweiz og Østrig samtidig. Enfant Terrible er produceret og mixet af den danske producer Joshua, som tidligere har stået bag produktioner for Kashmir, Mew og Carpark North.

Mathias Wullum Nielsen skriver alle bandets tekster, som han også synger, mens musikken laves i fællesskab med trommeslager Niels Fibæk Bertel, guitaristen Alex Phumoon Thomsen og bassisten Thomas Vesterbæk.

Såvel bandets tekstunivers og musikalitet præges af en dyb seriøsitet, hvor velskrevne tekster og originalt komponerede numre, har større prioritet end at lefte for tidens hitskabeloner, ironiske budskaber eller trendy stilklicheer, og med Enfant Terrible vil Cartridge uden tvivl sætte et sikkert aftryk på den europæiske rockscene.

  • YouTube
cartridge.jpg